Maling af facade – se hvordan i vores videoguide
Tre farver vægmaling, der (stadig) hitter!

Brug dem i en nuance, der passer hos dig
Farvevalg kan være en ret personlig ting. De fleste af os har en yndlingsfarve, og den er ikke nødvendigvis den samme som naboens. Heldigvis! Med mindre selvfølgelig naboen vælger at male sit hus udvendigt i en skrigende farve – så kunne det da være rart, hvis det var lige præcis din yndlingsfarve! Men ellers er smag i farver et individuelt, så når du beslutter, at nu skal der ske noget nyt på væggene, så vælg en farve, der gør dig glad. Det er jo dig, der skal se på den! BUM!
Med det sagt, så er der selvfølgelig ikke noget galt i at lade sig inspirere af andre. Så kig med her, hvis du vil se hvilke tre farver, vi sælger allermest.
Vores mest solgte farver
Når vi kigger i tonemaskinens gemmer, så er der ingen tvivl om, hvilke farver vores kunder er mest vilde med:
- Den støvede grønne
- Den støvede blå
- Den lyse beige
Egentlig er det ikke overraskende, at lige disse farver hitter stort hos forbrugerne. Disse farver er nemlig på ingen måde nye på popularitetsskalaen. Faktisk har de været topfavoritter i flere år. Og med god grund. Fælles for dem alle tre er, at de leder vores tanker over på naturen og tilfører ro og varme til et rum – noget vi måske har haft brug for igennem en lang Coronaepidemi med utryghed og forsamlingsforbud. Det overraskende er til gengæld nok snarere, at disse farver stadig er så populære.
Kendte farver med nye nuancer
Men selv om vores top 3 over mest populære farver ikke har ændret sig meget igennem de sidste par år, så har der dog været variationer. I øjeblikket er tendensen f.eks. at vælge en de støvede farver i en lidt lysere variant end tidligere. Der eksperimenteres faktisk med hele lysspektret – fra en sart, støvet nuance til en mørk, støvet nuance.
Og det giver også muligheder for at bruge farven aktivt til at tilføre mere eller mindre lys til rummet, men stadig nyde godt af den ro og balance, farverne giver. Det gælder, uanset hvilken farve du måtte vælge.
Nye trends i 2022
På trods af at disse tre farver stadig indtager favorittoppen, så er der andre farver, der er begyndt at røre på sig her i 2022. Heriblandt er f.eks. støvet rosa og lavendel, som begge holder sig i den neutrale ende af farveskalaen. Det gør dem lettere at leve med længe, og så fungerer de rigtigt godt i kombination med de andre populære farver.
Den sarte gule farve har også vundet indpas her i 2022, og noget, der gør lige den farve ret fantastisk, er, at den udstråler energi, positivitet og optimisme. Det har vi vist savnet lidt de senere år.
Selv om der så småt begynder at snige sig flere farver ind i vores hjem, så er der dog ikke noget, der tyder på, at vi lige foreløbig er klar til de skrigende pangfarver, som vi kender dem fra 80’erne. Små skridt ad gangen – trods alt.